Mindesten over Verner Emil Sørensen
Der er genindvielse af mindestenen onsdag d. 29. august 2018 kl. 17.00
Mindestenen over modstandsmanden Verner Emil Sørensen, der blev dræbt af tyskerne ved Kraghave blokpost d. 29. august 1944 under en aktion for at skaffe våben, er nu blevet flyttet fra det sted, hvor den oprindelig var placeret midt ude mellem baneskinnerne. Ved DSB’s hjælp er stenen nu blevet flyttet væk fra selve baneterrænet.
Modstandsgruppen havde forsøgt at stoppe et tog medførende våben, men der var for mange tyske vagter ombord på toget, så forsøget mislykkedes og Verner Emil Sørensen blev dræbt. De overlevende modstandsfolk flygtede og gemte sig efterfølgende i Thorslunde kirke.
Nu står mindestenen smukt på stien til Hedehusene og hjørnet af Frøgårds Alle, som Høje-Taastrup Lokalhistorisk Forening sammen med Høje-Taastrup Kommune driftsbyen har fundet passende. Mindestenens tekst er blevet frisket op med ny sort maling og der er lavet et fint anlæg omkring stenen af driftsbyen.
Det er Hjemmeværnskommandoen fra Vordingborg, der står for mindehøjtideligheden.
Der vil være taler af Formand fra Mindefonden Christian Eugen-Olsen og borgmester Michael Ziegler og alle er velkomne til at overvære det.
Jørn Jordan-Knudsen
Klik på billederne, for at få dem i stor udgave.