Deltagerne på turen som gik til Oplevelsescenter NYVANG ved Holbæk og til Tveje Merløse Kirke kunne nyde forårsvejret og ikke mindst de gode fortællere vi mødte.
Præcis kl. 9.15 kørte bussen fra Taastrup Station med 23 medlemmer. Der var naturligvis håbet på flere tilmeldinger, men de som deltog, fik en fin forårstur. På vejen til Holbæk kørte bussen gennem den sydlige del af Hornsherred forbi Ryegård, Sakshøjene og over Munkholmbroen.
Vel ankommet til NYVANG blev vi modtaget af Carsten Friis, som var vores guide på rundvisningen der. Indledningsvis fortalte Carsten om NYVANGs historie. På rundvisningen, der tog ca. to timer, fik vi en levende fortælling om livet omkring midten af forrige århundrede. Og vi fik repeteret vor viden om andelsbevægelsen og kooperative virksomheder ved besøg i brugsen, mejeriet, frysehuset og Zonen stationen. Som sidste stop på rundvisningen besøgte vi husmandsstedet, hvor der blev budt på frisksmurte fedtemadder og kaffe lavet halvt af kaffebønner og halvt af Richs. Det smagte fint.
Frokosten blev indtaget på Madam Blå. Inden turen gik videre, var der lidt tid til besøg i de mange små forretninger og udstillinger.
Efter en kort køretur nåede vi turens andet mål, Tveje Merløse Kirke, der er opført i ca.1150, højst sandsynligt af Hvide-slægten, og er den ældste af de østdanske kirker med tvillingetårne. Præst Steen Nielsen mødte os foran kirken. Også her fik vi en levende og engageret fortælling om den gamle kirke, der i dag står som den blev bygget for næsten 900 år siden. På kirkegården fik vi vist de to grave med RAF flyvere, som mistede livet for 60 år siden, da deres fly styrtede ned få hundrede meter fra kirken efter bombeangreb på B&W.
I kirken fik vi fortalt om de mange ændringer og ombygninger kirken har gennemgået i tidens løb. I 1892-95 blev kirken grundigt renoveret. I slutningen af 1800-talet var der stor interesse for, hvad man opfattede som oprindeligt dansk, og man ønskede at gengive kirken så originalt som muligt.
Inde blev hvælvinger brudt ned, så tårngalleriet nu er fritlagt. Vinduer og døre blev genskabt og det romanske bjælkeloft genetableret. Da hvælvingerne forsvandt, forsvandt kalkmalerierne på dem også. Arbejdet fritlagde de bagvedliggende vægpartier med fragmenter af højgotiske kalkmalerier fra midten af 1300-tallet og romanske fra 1100-tallet. Man valgte i tilbageføringens ånd, kun at beholde de romanske. I apsishvælvet og i korbuen blev de opmalet og suppleret. Den sejrende Kristus er fra ca. 1200 og fra samme tid ses fragmenter på vestvæggen; en kampscene “det gode mod det onde” samt “den vantro Thomas”. I hjørnerne blev der fundet rester af en geometrisk ornamentbort, der blev ført igennem på væggene for at give helhed i udsmykningen. Kalkmalerierne blev genrestaureret i 1973.
Fra Tveje Merløse Kirke gik turen videre til Brorfelde, hvor der blev gjort ophold ved vejen op til observatoriet. Her var der tid til at nyde udsigten, naturen og en kop kaffe inden turen ad små veje gik hjemad.