Forårsturen Kr. himmelfartsdag den 30. maj 2019

Tag med til Skjoldungernes Land

Igen i år inviteres foreningens medlemmer til deltagelse i forårsturen den 30. maj, Kristi Himmelfartsdag.

Den 9. Juli 1941 foretoges Sommerudflugt til Lejre og Ledreborg. Man samledes på Hestebjerg, hvor Direktør Arthur Fang holdt et Foredrag om ”Oldtidens Lejre og dets Minder”. Derefter gik man ad Markvejen forbi Mysselhøj Til Restaurationen Herthadalen, hvor medbragt frokost spistes. Senere spadserede man til, Ledreborg Slot, hvor Riddersalen og de tilstødende Gemakker i Hovedbygningen samt Familiesalen i østre Pavillon blev beset under Ledelse af Museumsinspektør ved Frederiksborg Slot, cand. Mag. Jørgen Paulsen, der særlig gennemgik Portræt-Samlingerne; forinden havde Hr. Poulsen holdt et orienterende Foredrag om Grevskabets Stifter, Statsminister Greve J. L. Holstein og om Slottets Bygningshistorie.

Således indledes Aarsberetningen 1941 for Historisk Samfund for Københavns Amt. Vi skal også til Lejre og aflægge besøg på Ledreborg Slot. Men frokost i Herthadalen kunne ikke lade sig gøre, da vi igen måtte konstatere, at Kristi Himmelfartsdag også en af de betydende konfirmationsdage.

Heldigvis byder området omkring Lejre på mange andre spændende udflugtsmål. I dag er området udnævnt til nationalpark ”Skjoldungernes Land”. Lejre var i sagnkongernes tid, ca. år 400, en af de mest betydende byer i Danmark. Her lå Kongsgården. Og her boede Kong Skjold sammen med Gefion. Deres efterkommere var Skjoldungerne.

Ifølge et af de mest kendte sagn ankom Kong Skjold som spæd på et ubemandet skib. Det var netop da der var størst behov for en stærk høvding eller konge til at lede riget. ”De gode græd og de onde lo”, som der står i sagnet. Skjold blev derfor sendt af Odin. Skjold voksede op og blev undervist i alt det, som en konge skulle kunne, også kampens kunst. Så allerede som 16 årig drog han til Tyskland for at kæmpe. Her nedlagde han to Allemanniske kæmper Atle og Skate. Sidstnævnte havde bejlet samtidigt med Skjold til skønne jomfru Alvilda. Sammen med hende fik Skjold sønnen Gram.

Et andet sagn fortæller, at Odin havde bosat sig på Fyn, Odinsø (Odense). På et tidspunkt føler Odin, at der er for lidt plads, og han beder Gefion om hjælp. Han sendte hende til Kong Gylfe af Sverige, som gav hende lov at tage så meget land hun kunne pløje omkring. Gefion tog derfor en tur til Jotunheim, hvor hun sammen med en jætte fik fire sønner. Dem omskabte hun til okser, og nu kunne hun pløje et stort stykke jord, Selund (Sjælland). Det flådede hun ned og lagde imellem Fyn og Skåne. Som tak fik hun Skjold af Odin. Og de bosatte sig i Leidra (Lejre). Danske konger skulle have haft deres hovedsæde i Lejre til det 9. eller 10. århundrede.

Efter besøget på Ledreborg Slot tager vi turen til Store Karleby i Hornsherred. Her venter frokosten. Og så fortsætter turen til den flotte Elverdamså dal, hvor vi skal besøge en af meget få tilbageværende fungerende vandmølle på Sjælland, Tadre Mølle.

Her vil vi få en kyndig fortælling om møllens historie og funktion. Og vi slutter af med kaffe og møllerens kage.

På turen hjem til Taastrup kører vi via Kirke Hvalsø, Osted, Dåstrup, Kirke Syv, Gadstrup, Tune og Reerslev. Det bliver en tur med mange indtryk fra nationalparken.

Programmet:

Kl. 9.00               Start fra Taastrup Station, Selsmosevej.

Kl. 9.20               Start fra Hedehusene Station.

Kl. 17.00            Ankomst til Hedehusene Station.

Kl. 17.20            Ankomst til Taastrup Station.

Prisen for turen er kr. 375,-. Tilmelding er først bindende når betaling er foretaget direkte til kassereren eller

ved indsættelse af beløbet på konto nr. 5333 – 0242689.

Tilmelding kan ske fra d. 21. marts til d. 1. maj til:

Inge Sørensen, 4399 3803 eller ingemsoerensen@hotmail.com

Peter Mose Nielsen 2168 5790 eller peter.mose@privat.tele.dk

Lisa Møldrup Ulriksen 2229 0010 eller lisamulriksen@gmail.com

Tilmeld gerne pr. E-mail.

På gensyn den 30 maj. Turudvalget.

Dette indlæg blev udgivet i Turudvalg og tagget . Bogmærk permalinket.