Det hele startede i 1962

fortalt til Lise Wied Kirkegaard. Der skydes – men ikke med skarpt er titlen på bogen, som netop er udkommet i november 2020.

Lise mødte første gang dyrlæge Erik Eriksen i forbindelse med en researchopgave i 2012, men hendes store interesse og sikre fornemmelse for såvel den gode historie som mennesket bag sendte hende retur til Eriksen for at få de utrolige fortællinger om folk og fæ nedskrevet til eftertiden. Specielt den første del af bogen har mange beretninger med relation til vor lokalhistorie.

Erik Eriksens familien kom fra Frydekær, hvor farfaderen var engageret landmand. Han fik blandt andet arrangeret, at flere af gårdene på egnen slog sig sammen i et tærskeselskab med indkøb af et stort tærskeværk, som bønderne flyttede rundt, så de kunne tærske for folk. Eriksen fortæller om mellemkrigsårene som en tid, hvor det var svært at holde sammen på noget og hvor også landbruget havde trange kår. Faderen overtog Annasminde, som han havde held til at gøre til en mønstergård, indtil motorvejsbyggeriet efterhånden havde taget så meget af jorden, at det blev umuligt at drive landbrug.

Fortællingerne omfatter både gårdmandslivet med karle og piger og landsbyen Baldersbrønde med beskrivelser af blandt andre sognefoged H.P. Olsen, den københavnske forsikringsmand August Neumann, fordrukne Murer-Peter, Møller Anton, mekaniker Christian Olsen og Niels Post. Fra landsbyens ‘sociale afdeling’ fortælles – ud over Pibe-Valde og Peter Spillemand – om Fattighusets  familier med de mange børn.

Fra skoletiden på Hedehusene Centralskole og sidenhen Taastrup Borger- og Realskole og gymnasietiden på Roskilde Katedralskole fortæller Eriksen også meget detaljeret om navngivne lærere og deres adfærd og undervisning efter datiden pædagogiske principper – eller nok snarere mangel på samme. Eriksen beretter om bylivet i Hedehusene og familiens indkøbsture til Roskilde, hvor moderen handlede trikotage hos Hans G. Pedersen, mens far og søn blev beklædt i Monopol (“Bøndernes Paradis”); byturene sluttede gerne med besøg på Schmidts Conditori, inden det igen gik hjemad med damptoget fra Roskilde til stationen i Hedehusene.

Årene under 2. Verdenskrig med de kolde vintre, manglen på brændsel, sabotagen mod tyskerne og overlærer Bakmans tab af sønnen Cato er beskrevet, ligeså faderens sygdom og behandling på Sankt Maria Hospital i Roskilde. Eriksens beretning om datidens behandling af farbror Hans, der var mongol, er særligt gribende. I disse Coronatider har det i øvrigt været tankevækkende at gengive Eriksens korte historie om såvel moderens håndtering af den spanske syge efter 1. Verdenskrig, hvor hun blot var en ung pige, og forældrenes frygt for de årlige polioepidemier under 2. Verdenskrig.  

”Et langt liv i dyrenes tjeneste” er den ultrakorte beskrivelse af dyrlæge Erik Eriksens meritter. I den udvidede version viser det sig, at interessen for de vilde dyr blev grundlagt allerede i barndommen, hvor Eriksen trofast fulgte med i radioen, når ZOO’s direktør, Axel Reventlow, tonede frem ”Foran burene”. Undervisningen på Landbohøjskolen efterfulgt af soldatertiden i Lægekorpset og siden tiden som nyuddannet dyrlæge i landpraksis er farverige fortællinger om en længst svunden tid og tilløbet til dyrlægelivet, som for alvor tog fart, da Eriksen i 1959 blev ansat som videnskabelig assistent på Ambulatorisk Klinik, Landbohøjskolen.

Uanset om dyrlægen gik stuegang i Zoologisk Have, var i Østen efter vilde dyr, på isbjørne- og moskusokse- ekspeditioner i Grønland eller meget andet, havde dyrenes behov førsteprioritet. ”Han er Danmarks første dr. Skyd,” skrev medierne med henvisning til Eriksens arbejde med at udvikle skånsomme metoder til bedøvelse af vilde dyr. Eriksens behandling af dyrene, som gjorde ham både efterspurgt og afholdt blandt zoologiske haver og dyreparker, bragte som sidegevinst de mest utrolige historier med sig – heriblandt løvens kejsersnit på Odense Sygehus, aflivningen af Tembo, Zoologisk Haves store afrikanske hanelefant, håndteringen af ulvene til optagelserne af filmen Ulvetid efter Helle Stangerups roman og mange, mange flere.

Lise Wied Kirkegaard (f. 1963) er uddannet jurist og har en Master i Professionel Kommunikation.

Bogen er på 348 sider. Kan bl.a. købes i Bog & Ide, både i butikkerne og på nettet. Eller i netbutikken gucca.dk. Den kan også købes som E-bog fra tales.dk eller saxo.com .

  • Bogen om Barfredshøj 27. juli 2021
    Mie Bernhagen og Lise Heeno (red.): Minder fra Barfredshøj. En proprietærgård på Vestegnen Udgivet af Thorslunde-Ishøj lokalhistoriske Forening 2018. 120 s. Ill. I JOURNALEN nr. 2 2019, der udgives af Dansk Lokalhistorisk Forening, har Niels Mortensen givet denne anmeldelse af bogen: Barfredshøj er en proprietærgård på ca. tønder 300 land, beliggende mellem landsbyerne Torslunde og […]
  • Referat fra bestyrelsesmøde den 28. april 2021 6. juli 2021
      BESTYRELSESMØDE  Dato: onsdag den 28. april 2021 kl. 18.00 Sted: Mødelokalet, Snerlehaven 26, 2630 Taastrup    Bestyrelsen Lisa Møldrup Ulriksen formand Bodil Munck næstformand Hanne Stampe Jensen kasserer Ole Gram bestyrelsesmedlem   Inge Sørensen bestyrelsesmedlem Peter Mose Nielsen sekretær Ib Sandahl suppleant Birgit Stubbe suppleant   Afbud: Per Andersson bestyrelsesmedlem    Dagsorden: Godkendelse af […]