Fin rundvisning på Roskilde Kloster

Søndag den 29. maj var der smuttur til Roskilde kloster. Og det blev en god oplevelse.

Der var sol over Roskilde da portneren på klosteret, Jan Olesen, bød os velkommen på gårdspladsen. Her fik vi fortællingen om klosterets historie, fra Sortebrødre kloster i 1231, der efter reformationen blev bygget om til herregård i 1565. I 1699 blev herregården til Roskilde Kloster,

en stiftelse for adelige jomfruer. Det første i Danmark. Årstallet 1699 pryder den ældste del af bygningerne, der som nævn er 134 år ældre. På den yngste bygning står årstallet 1907. Den er bygget i samme stil og med samme byggemetode som den gamle bygning.

 

I 1974 blev klosteret fusioneret med Odense adelige Jomfrukloster, og er i dag en selvejende stiftelse, som ikke modtager offentlig støtte.  Der er i dag 9 boliger til ældre medborgere.

Turen gik videre igennem haven med de mange meget gamle træer. Klosteret ejede en gang meget jord i og ved Roskilde. Det meste er solgt, så kun den store have omkring klosteret er tilbage. Alle bygninger, haven og klostermuren er fredet. Det er dyrt at vedligeholde, så indtægterne fra besøg og rundvisninger går til dette formål.

Fra haven gik turen ad en trappe til klosterkirken. Klosterkirken blev restaureret i 1891. I 1954 blev kirken lettere renoveret og fik sine nuværende farver. I 2020 er en trinvis restaurering af Klosterkirken igangsat og den fremstår nu meget flot med guld udsmykninger på bænkene og de rigtige steder på alteret og lydhimmelen.

Kirken hører til Himmelev Sogn, og der afholdes gudstjenester for sognets menighed.

Selv om vi nu var fyldt med indtryk blev synet af Riddersalen med de mange udsmykninger på vægge og loft, gyldenlæders tapeter samt bibelske malerier i loftet, Imponerende, at der i Roskilde findes en så unik sal.

Her fik vi fortællingen om de to adelsenker, Berte Skeel og Margrethe Ulfeldt, som stiftede klosteret. Og om familierne omkring den nuværende stiftelse; Roskilde Kloster, Den Skeel-Juel-Brahe’ske Stiftelse.

Fra Odense Adelige Jomfrukloster stammer det enestående Karen Brahes Bibliotek. Samlingen på ca. 3.400 trykte bøger og ca. 1.150 håndskrifter udmærker sig bl.a. ved, at der ved opbygningen blev lagt vægt på udgivelser på dansk. Karen Brahes Bibliotek har på dette felt national betydning, der er på linje med Det Kongelige Biblioteks Danske Samling. Vi måtte nøjes med fortællingen om samlingen og se et billede af den. Der er – af praktiske og sikkerhedsmæssige grunde – desværre ikke mulighed for besøg i biblioteket.

I Brahe-stuen hang naturligvis et portræt af den kendte astronom, og mange betydende andre personer. Blandt dem et flot portræt af Birgitte Gøye, en stærk kvinde som var medvirkende til, at Chr. III måtte ændre loven om arrangerede ægteskaber og børneægteskaber. Som barn var hun af sin stedmor blevet trolovet til den 20 år ældre Jesper Daa. Det modsatte hun sig da ægteskabet skulle indgåes.

Hun blev gift med Herluf Trolle og ejede flere godser på Sjælland. Blandt dem Skovkloster der senere blev omdøbt til Herlufsholm. De to fik ingen børn, men havde en fælles drøm om at oprette en skole for adelsmænd.  En skole som stadig fungerer, og som har været meget omtalt i medierne dette forår.

Mætte af indtryk og en levende fortælling kunne vi forlade kunne vi forlade Roskilde Kloster.

 

Klik på billederne, så åbner de i stor størrelse i nyt vindue.

 

Dette indlæg blev udgivet i Arrangementer, Turudvalg og tagget , . Bogmærk permalinket.