Med de tre arrangementer i november måned blev det en fin afslutning på årets arrangementer, som har været påvirket af de mange restriktioner på grund af Covid-19.
Mange var aflysningerne og ændringerne i planlægningen. Heldigvis hjalp de mange tiltag for at begrænse Covid-19, så sommeren og efteråret blev næsten med normale tilstande. Vi fik gang i Historie Cafeen igen, vandtårnet kunne åbne fra juni, årsmødet blev afholdt i september og endelig kunne vi gennemføre turen til Fyn i november.
Foredraget med Mie Bernhagen den 17. november.
På årets sidste Historie Cafe’ kunne tilhørerne nyde Mie Bernhagens personlige og levende fortælling om livet på en af egnens store gårde, proprietærgården Barfredshøj. Mie er selv opvokset på gården og har derfor en megen stor viden om livet på og omkring gården og dens historie.
Det hele blev levendegjort med mange billeder fra livet på Barfredshøj med særlig vægt på tiden fra 1908 – 1973, hvor fam. Hansen ejede gården. Det var et helt lille samfund for sig, man var selvforsynende, og de mange ansatte kerede sig om hinanden. Det var i denne periode, landbruget mekaniseredes, og man gik fra de store folkehold med hestekræfter til maskiner og meget få ansatte i driften. Folk flyttede til byerne og mange blev ansat på fabrikkerne, en helt ny livsstil så dagens lys i de år.
Juleturen til Odense Domkirke og Humlemagasinet på Vestfyn den 25. november.
Tekst og foto: Peter Mose
Endelig kunne turen til Fyn gennemføres. I år med færre deltagere end de foregående mange ture. For de der var med, blev det en god tur. Med den forholdsvis tidlige start fra Hedehusene og Taastrup var det dejligt, at Sengeløse Minibusser havde brygget kaffe, som blev nydt til et friskt rundstykke. Snart var vi på Storebæltsbroen, hvor skyerne dog lå så lavt, at det ikke var muligt at se toppen af de 254 meter høje pyloner. Det var efterårsvejr.
I krypten hvor Knud den hellige kunne beskues.
I Odense Domkirke blev vi efter lidt ventetid lukket ind. Her blev vi modtaget af tidligere kirkeværge Lis Andreasen. Dejligt med en engageret fortæller. Vi fik historien om den pragtfulde altertavle, som nær var blevet brændt, byklokken som blev til kirkeklokke, og de to små knogler fra Knud den Hellige, som ikke måtte blive til relikvier i den katolske kirke. Timen, der var afsat til vort besøg, gik alt for hurtigt, men kirken skulle resten af dagen bruges til filmoptagelser, og vi skulle nå vort næste mål, Harndrup Forsamlingshus, hvor frokosten ventede.
Efter frokosten var solen kommet på himmelen, og de fleste nød den korte gåtur igennem Harndrup til Humlemagasinet. Her blev vi modtaget af Peder Pedersen, der fortalte om Humlemagasinets historie og om udstillingerne. Og der var sandeligt nok at se på. De flot dækkede juleborde, Humlemuseet og den lille afdeling med minder om Sigfred Pedersen. Bag den store butik, som naturligvis nu solgte fine, sjove og fantastiske ting til julestuen og -træet, fandt man det historiske Dukkemuseum. De flotte dukker, der er nøjagtige kopier af historiske personer, er lavet Kirsten Günther Eriksen fra Kerteminde, imponerede alle. Med de mange indtryk var det fint at afslutte i den hyggelige cafe, hvor Humlemagasinets egen kage med navnet Prinsesse Marie lagkage blev nydt til kaffen.
Så var det tid til hjemrejsen. Mørket faldt på, og nogle fik en velfortjent blund, mens andre talte lavmælt sammen imens bussen kørte østover.
Black Friday i Vandtårnet den 26. november.
Tekst og foto: Peter Mose
Juletræet blev tændt præcist kl. 17.00 på Domhuspladsen. Snart efter kom de første, som ville se byen fra toppen af tårnet. Efter planen skulle tårnet først åbnes kl. 18.00, og nisserne var endnu ikke kommet helt på plads. Men med glade og forventningsfulde børn, så var det bare at sige: ”Nu åbner vi”.
Selv om vejret ikke var det bedste, fandt mere end 40 voksne og børn vej til tårnet. Det blev dermed en fin afslutning på foreningens arrangementer i 2021.
Tilbage er kun at ønske alle medlemmer og deres familie
Glædelig Jul og Godt Nytår.